Seneste P-leder møde handlede om sprog og sprogudviklingr. Vi blev gjort opmærksomme på hvor vigtig hverdagssamtalen var. Denne form for spontane uformelle samtale er af størreste betydning for børnene, men statestikken viser desværre at den ikke finder sted så ofte. Pædagoger må blive bedre til invitere børn til samtale. Vi må tage initiativ og give barnet opmærksomhed og vise vores interesse, samt give det tid til at svare. Nogle børn kan være længere tid om at svare, så må de voksne ikke skynde sig videre uden at vente på svaret. Pædagoger må bruge sproget aktiv og stille spørgsmål, helst åbne spørgsmål som giver rum for mere end bare et ja- eller nej-svar. Derved får barnet erfaringer med sprog og lærer at det er et middel hvormed man kan kommunikere samt et samspilsværktøj.

Børn lærer utrolig meget af samtal. De erfarer at de har mulighed for at udtrykke deres tanker, oplevelser og følelser. Og de bliver bedre til at lytte, obserrvere, modtage og tolke. Samtidig lærer de turtagning, følge andres indspil og holde fast i temaer. Børnene lærer nye ord og kan fylde ordet med indhold. Siw fortalte om børn som nok kunne mange ord, men som ikke vidste hvad de betød. De lærer hvordan man opbygger en sætning samt grammatiske del af det.

 Alt dette kræver af pædagogen at man tilrettelægger hverdagssamtalen og at man er opmærksom og er stede i nu’et. Det er vigtigt at tænke over hvor sådanne samtaler kunne finde sted, gerne et sted hvor der ikke forekommer for meget støj og afbrydelser. Det er vigtigt at være mere bevidst om hverdagssamtalen og prioritere den.

Det er vigtigt at havde i tanke at en god samtale ikke er en monolog, hvor kun den ene part er mest aktiv, men det er en dialogisksamtale hvor alle parter er lige meget aktive. Samtalen bør give rum for at vi kan fortælle, undre, svare og spørge alle sammen. Det er godt at have samtaler om fælles oplevelser på den måde har man en fælles reference ramme.

Til slut blev vi sat i grupper hvor hver gruppe skulle dikutere hvordan man kunne være stiladsbyggere når det angik barnets sprog. Vi bør tænke på zonen for nærmeste udvikling (Vigotsky). Bagefter skulle hver gruppe opføre et lille rollespil eller fortælle om hvordan  en god og en dårlig samtale kunne tage sig ud i hverdagen.  

Hele Siws oplæg ville blive sendt til P-lederne. Det kommende assistent-møde ville også omhandle hverdagssamtalen.

Jeg synes fordelen ved der er en times møde i abejdstiden for de pædagogiske leder fra hver afdeling er at der ikke går op i hyggesnak med kollegagerne sådan som jeg oftes har oplevet det i institutioner i Danmark. Samt er en fordel at mødet afholdes i arbejdstiden for så bliver det afholdt og det bliver mere koncenteret, da man kun har en time til rådighed. Fordelen er også at sprogbrug og informationer kan henvende sig direkte til p-lederne, uden at man skal forklare hvad de forskellig særudtryk indenfor den pædagogiske verden betyder og man selv bliver mere skarp på ens egen proffesion. Man opnår ekspekt viden.

Ulempen ved mødet udelukkende er for p-leder er så også netop det som kan være en fordel nemlig at man opnår ekspekt viden. Denne viden bliver måske ikke videre formidlet til assistenterne på afdelingerne og at man tror det kun er p-lederens ansvarsområde eksempelvis at styrke barnets sprog i hverdagen og så bliver assistenter ikke opmærksomme på at de også kan spille en aktiv rolle i det. Når mødet ligger i arbejdstiden kan det blive en ulempe hvis man nogle vigtige emner som man ønsker at dikutere med de andre p-leder i plenum og er begrænset til kun den ene time. Når mødet ligger i arbejdstiden kan det også blive svært at gå fra for p-lederen, hvis der ikke folk nok på afdeling på grund af eksempelvis sygdom.