Jeg arbejder videre med mit bevægelses projekt. Min vejleder synes det var interessant at jeg havde opdaget hvor stor betydning af størrelsen på rummet havde på mig og min motivation end på børnene. Jeg synes det var en god erfaring for mig, idet i dette tilfælde med denne børnegruppe syntes ingen betydning at havde for deres motivation. Men hun forslog at dog at jeg fik mulighed for at bruge et større rum næste gang samt at afprøve legen udenfor.

Næste gang jeg skulle udføre legen med børn fra afdelingen, så havde den pædagogiske leder fra min stue sørgede for at reservere et større rum, nemlig gym-rummet. Jeg lod dem kom ind og satte ikke legen i gang med det samme, da jeg mener det er en god ide at de får en fornemmelse af rummet og dets størrelse først. Ydermere var der også nogle andre derinde på forhånd, som nok ikke havde se seddelen omkring at vi havde booket rummet om formiddagen. Denne gang da jeg skulle sætte legen (”Alle mine kyllinger kom”) igang med børnene, så havde jeg mere tiltro til at det kunne lykkedes. Dog kunne jeg mærke at jeg er lidt hæmmet af at jeg har den pædagogiske leder fra min afdeling med, da jeg ved han har større erfaring med den slags projekter med disse børn og han kender dem godt. Men tvang mig selv til at prøve at glemme det faktum at han var tilstede i rummet. Legen forløb godt. Efter legen satte vi os alle ned på gulvet i en kreds og jeg sprugte hvad de synes om legen, om det havde været sjovt. En af pigerne sagde det havde ikke været sjovt! Nå, sagde jeg hvorfor ikke da? Hun forklarede det ikke havde været sjovt fordi nu måtte vi stoppe. Så det viste sig at hun havde haft det sjovt, men var ked af at vi måtte ned på afdelingen da vi skulle spise frokost.

Næste gang jeg havde mulighed for at lege ”Alle mine kyllinger kom” var udenfor. Det udeområdet ligger et lille gå stykke væk fra børnehaven. Det bliver kaldet ”Havet” da de fast legeredskaber er skibe og der er lavet fire aflange pukler i asfalt, som tit i børnenes fantasi bliver til hvaler eller hajer eller andre sømonstere. Denne gang havde jeg assistenten fra min stue med. Jeg havde de større børn med fra førskole gruppen. Jeg lod dem på  løbe lidt rundt legepladsen først og så kaldte jeg på dem. Det var lidt vanskeligt at samle dem og få dem til at sidde på en bænk sådan at jeg kunne forklare dem hvad der skulle ske. Der var god plads til at udføre legen og området på legepladsen, som jeg udvalgte til legen var asfalteret udentagen en lille del hvor der lå små sten. Jeg var kylling sammen med børnene da jeg tænkte at en af børnene godt kunne være ræven alene indtil en til blev fanget. Jeg sørgede for både at opmuntre både kyllingerne ved at fortælle dem hvor godt det var når de undslap rævene og rævene når de fangede nogle kyllinger. Efter jeg selv blev fanget af rævene siger laver vi gerne de samme lyde som de bruger i sangen ”What does the fox says”. Det syntes de er morsomt. Da en af pigerne blev taget begyndte hun at græde, da hun ikke ville være ræv, men ville være kylling hele tiden. Jeg forklarede hende at sådan var reglerne at når man blev fanget så blev man ræv. Så blev hun sur og sagde at hvis ikke hun kunne blive ved med at være kylling aå ville hun ikke være med. Jeg sagde det var i orden at hun ikke behøvede at være med så. Men så ændrede hun mening, måske fordi hun mærkede at jeg ikke lavede om på reglerne for hendes skyld. Hun blev hurtigt i godt humør igen og deltog i legen. Efter den gennemførelse kan mærke at jeg begynder at vænne mig til min rolle, som værende den som skal planlægge og igangsætte forskellige aktiviteter.

Dagen bød der sig en lejlighed til at kunne udføre legen igen dog meget improviseret. Børnene blev delt op i grupper. Jeg og en af assistenterne fik en gruppe børn og vi besluttede os for at gå på gym-rummet. Efter vi havde været der et lille stykke tid, så kom en pige hen til mig og sprugte om vi ikke kunne lege ”Alle mine kyllinger kom”? Selvfølgelig og fik samlet alle børnene og fortalt dem at vi skulle lege alle mine kyllinger kom. Den assistent som overtog legen da han ikke vidst at det er leg som børnene har leget hvor det er mig som sætter den igang. Men ellers gik fint. Bagefter kom den samme pige i tanke om ”Kongens efterfølger” som jeg havdde leget allerførste gang jeg skulle afprøve mit bevægelses projekt med børnene. Hun henvendte sig til mig igen og jeg samlede børnene og forklarede dem hvad det ud på. Så vi stillede op på en række og efterlignede den som stod foran. Assistenten forsøgte at komme med sin definision af legen, så han ville lege fut-tog, når børnene nu stod på en række. Men det ville børnene ikke syntes det var sjovt at efterligne hinanden. Jeg sørgede for at alle fik prøvet.

Tilsidst tog jeg nogle tre kantede og runde plader frem og lade på gulvet. Disse plader har forskellige overflade. Jeg lade dem i en halv cirkel, og så skulle børnene hoppe fra plade til plade unden at måtte røre gulvet. Jeg deltog selv og lagde mærke til at der var især en dreng som var meget koncentreret, men syntes det var svært. Så han rykkede dem helt tæt på hinanden. Det lagde jeg mærke til men rykkede dem fra hinanden igen, så han fik en større udfordring. Han fortsatte og var stadig helt optaget af at hoppe fra plade til plade. Det så ud til at han ikke lagde mærke til noget somhelst som skete omkring ham.

Jeg blev virkelig glad for pigen henvendte sig til mig for hun viste at jeg kendte legen og kunne sætte dem igang. Det var dog en forhindring at have assistenten med da han nok uden at vide det vile definere begge lege og ikke gav mig rum for at styre det. Den var en god erfaring alligevel for jeg mærkede at jeg ikke trak mig tilbage og overlod det hele til ham. Det ville jeg måske havde gjordt hvis jeg ikke havde samlede mig erfaring fra de forgående gange, som viser at jeg kan igangsætte legene med børnene. Det har gjordt mig mere ivrig for at få mere erfaring med min rolle som igangsætter af pædagogiske aktiviteter.

Mine erfaringer i forbindelse med mit sundhed, krop og bevægelses projekt:

Jeg har valgt at ændre I mine bevægelses lege, I samarbejde med min vejleder, da det der også er vigtigt er at jeg få praksis erfaring med bevægelses aktiviteter med børn. Så Hun foreslog at jeg lod min fokus være på at de fandt glæde ved at bevæge sig, og ikke kun at de de skulle kunne forstå en mængde regel lege. Så vi kom frem til at jeg skulle lege ’Alle mine kyllinger kom’ som går ud på at der er en høne-mor som kalder på sine kyllinger, som står i den anden ende af lokalet. Kyllingerne skal undgå at blive taget af ræven og hvis de bliver taget så bliver de også til en ræv, som så er med til at fange de andre kyllinger. Udover den leg  har vi talt om at jeg også laver en forhindrings bane. Antalet af børn er sat op til 7-8 st og så følger en af personalet fra afdelingen med mig. Dette er en fordel at have en ekstra person med som kan give mig feed back på hvad jeg kan forbedre til næste gang.

Min hensigt var at vi skulle bruge enten fest sale på 1. sal eller gym-rummet som også ligger på samme sal, men som dog er væsentlig mindre end den store fest sal. Først gik vi hen til gym salen, men den var optaget så fortsatte vi hen til fest salen, men den var også optaget. Vi fandt et rum ved siden af fest salen, som mindre end både fest salen og gym rummet. Jeg tænkte hvodan skulle det kunne lade sig gøre at få et ordentlig flow i legen, når selve rummet var så lille. Ydermere så var der malet forskellige dyr på væggene og der var to store puder på gulvet og en stor slange til at lege på. Alt dette distraherede børn og de havde svært ved at lytte på mig, da jeg forklarede dem legene. Da jeg sagde at jeg skulle være ræven og de andre kyllinger så spurgte en hvem der skulle være zebraen, da han kunne se en zebra på væggen. Jeg forklarede at der ikke var nogen zebraer med kun kyllinger, en høne mor og en ræv. Da de hørte at der var en ræv med syntes en af dem at det var spændende. Jeg fandt ud af senere at han kan godt lide at synge What does the fox says, en populær satire sang som de har spillet en del her hen over sommeren i radioen. Han kan en del af teksten.

Jeg startede med at være ræven og lod som jeg ved lige ved at tage dem for så at lade dem slippe alligevel. Efter at have lade dem alle slippe 1-2 gange, så fangede jeg en. Derefter lod det barn fange de næste, mens jeg sørge for opmuntre både kyllinger og ræve til gøre sit bedste enten for at slippe væk fra rævene eller at fange kyllingerne. De to store grønne puder som lå i rummet indbød til at børnene gerne ville lægge sig på dem, men de blev så fyllet ind i et rum bag ved. Da en af dem opdagede at der var et rum bag ved så var det spændende at gå der ind, da han havde mulighed for det og mens han var høne mor. Så jeg gik ind i det andet rum og sagde til ham at måtte kalde på sine kyllinger og passe på at de ikke blev fanget af rævene. Det fik han til at vende tilbage til legen. To af børnene blev dog hentet af en assistent, som skulle foretage sig noget med dem, så vi var kun fem seks børn til legen. Men det så ikke ud til at have betydning for legen. De grinte og var kede af det da vi var nødt til at stoppe legen da vi skulle spise frokost.

Jeg syntes det gik godt med aktiviteten og børnene var friske, da det var om formiddagen. Rummet ville jeg ønske havde været større, men syntes ikke at have nogen indflydelse på børnene. Det var interessant at rummet  syntes at have større indflydelse på min egen motivation end på børnene. Jeg troede hele legen ville blive mislykket. Efter aktiviteten kunne jeg mærke at jeg har fået mere tiltro på at jeg kan gennemføre et bevægelses projekt med børn. Så det var en god succes oplevelse for mig. Jeg mærker også at når jeg indgår i nogle lege med børnene så har jeg lettere ved at opnå en relation til dem.

 

 

Et barn havde svært ved at sige farvel  og slippe sin mor. Han løb rundt og kunne ikke finde ro. Han løb frem og tilbage til sin mor og holdt nogle gange fast i hende. Han løb ud i gangen, som om han ville med sin mor igen. Jeg foreslog at vi sammen kunne bygge med Lego, da jeg ved at han er glad for det. Især holder han af at bygge en lang båd, som han kan sejle rundt på hele stuen og tage enten passager eller last med. Det er en leg, som andre til tider gerne deltager i også. Han satte sig ned ved lego-kassen, men begyndte ikke at bygge. Jeg begyndte med at tage nogle af de dele, som jeg ved han bruger til sin båd og så byggede jeg den første del af båden. Jeg gjorde dette da jeg syntes at fornemme at han havde svært ved at begynde selv. Moren fik lov at gå og han fortsatte byggeriet på båden. Jeg overlod byggeriet til ham, men blev siddende ved siden af ham, så jeg ikke forstyrrede ham ved at rejse mig.

Et nyt barn er startet i børnehaven. A kan ikke tale norsk hjemmefra og græder meget. Jeg tænker det må være svært for et hvert barn at skulle vænne sig til nye forandringer i livet. Hverdagen ligner måske ikke den som barnet har været vant til hjemme.  Det være endnu sværere at være i børnehaven når barnet ikke forstår sproget. Vi forklare A ligesom vi gør overfor de andre børn, hvad der sker omkring dem. Der er medarbejdere, som taler A s modersmål og som kan tale med hende.  Hun græder meget og  jeg ved ikke hvor meget hun kan overskue tingene. Der er mange indtryk at fordøje, mange nye børn og voksne at forholde sig til. A begynder at skrige og græde meget når en af de mandlige medarbejdere kommer for nær hende og dette gælder også fædrene til de andre børn på stuen. Hun har ikke lyst til   at lege med nogle andre børn eller sidde og lege selv med noget. Allerhelst vil hun sidde på skødet af en kvindelig medarbejder i sofaen på stuen. Jeg tænker det giver hend tryghed og hun sikker føler at hun har overblik over hvad der sker. Hver gang denne kvindelig medarbejdere må gå så græder hun. Og når vedkommende så kommer tilbage så græder hun. Det samme sker når moren aflevere og henter hende.

Efter et par dage har hun fået en sut og vandflaske med i børnehave. Det holder A tæt ind til sig. Jeg tænker det er vigtigt for nogle børn at have et slags bindeled mellem hjemmet og børnehaven. En ting som kan følge med dem i hverdagen, en bamse eller dukke eller lignede. Hun bliver ganske varm når hun græder, så vandflasken bliver der drukket en del af og sutten holder hun bare i hånden. Jeg tænker det må være stressende for et barn at starte i børnehave, som allerede nævnt så børnehavens rutiner forekomme uforstålige.

Det gik fint da vi var på tur i en skulptur park i nærheden af børnehaven. Jeg er blev accepteret da den anden kvindelige medarbejder på stuen ikke altid kan være tilstede og  A ikke ønsker at nogen kontakt til de mandelige medarbejdere.  Jeg forsøger altid ligt efter lidt at introducere til børnehavens rutiner og gøre hende kendt med de andre børn. Hun sidder ikke på skødet af mig, men holder mig i hånden og bare vi sørger for at holde god afstand til og gå en stor bue uden om de mandelig medarbejdere, så er hun villig til at gå med mig. Jeg talte til hende og foreslog at vi skulle gå rundt og kigge på hvad de forskellige børn havde fundet på at lege. Mange af dem kravlede rundt på skulpturerne. Jeg forsøgte at gøre hende interesseret i det samme, men uden held. Så forsøgte jeg at gøre hende nysgerrige på skulpturerne og det forskellige materiale, som de var bygge af ved at banke og røre ved dem. Det syntes at fange hendes interesse og hun begyndte at smile. Jeg tog hende også over til nogle børn som samlede kastanier og lade dem op i en lille trillebør. Jeg opmuntrede hende til at finde kastanier og lægge dem hen til de andre børns i trillebør. Min hensigt var hun måske ville kunne opnå fællesskab med de andre børn og at de ville inddrage hende og at de kunne få en relation. Da hun græder meget så er ikke nogen som vil lege med hende. Pigerne kommer tit hen for at trøste hende, men h un skubber dem væk og det kan de ike forstå. Drengene holder sig væk og en af dem gav udtryk for hvor irriteret han var over at hun altid syntes at græde hver dag i børnehaven. Men da vi samlede kastanier sammen de andre børn blev både de og A glade. A begyndte endda at tale til mig på sit eget modersmål og så ud til at prøve at forklare mig noget om kastanierne. Da vi spiste frokost spiste hun en lille bitte smule af sin medpakke. Hun spiser oftes slet ikke nogenting når hun er i børnehaven.

Da vi gik mod børnehaven havde hun det fint og var i godt humør, men da hun fik øje på børnehavens store bygninger igen, så begyndte hun at græde og ville ikke med.

Efter hun har fundet ud af at vi skal ud på tur når vi pakker børnenes rygsække med vandflasker og deres madpakker, så ville hun gerne have sin rygsæk pakket og ville have den på ryggen næste dag. Hun blev ked af det da hun forstod at hun ikke skulle på tur ud af børnehaven.

En morgen da A kom ind på stuen efter moren havde afleveret hende og hun havde siddet lidt i sofaen og grædt, så tog jeg hende i hånden og fandt en kasse med legetøj frem til hende. Jeg valgte med vilje den samme kasse legetøj, som jeg havde vist hende dagen i forvejen. Jeg tog hende i hånden og vi satte os på gulvet bag sofaen og afskærmet af en hylde. Efter et stykke tid tog jeg hende igen i hånden og vi satte os på et blødt underlag, som lå et stykke væk fra hendes trygge base sofen. Her havde hun også mulighed for at iagttage de andre børn. Hun virkede interesseret i hvad de foretog sig. Men jeg kunne ikke få hende til lege med legetøj. Det virkede til at hun havde bestemt sif for ikke at lege med noget af børnehavens legetøj. Det gælder også når vi er ude på legepladsen, cyklerne og spandene og skovlene vil hun ikke lege med. Men det hele gik fint med at sidde på det underlag og se på de andre børn lege, lige indtil en børnenes far kom hen for at hilse på hende. Så begyndte hun at græde og tog mig i hånden og søgte hen til sofaen igen. Hun kunne ikke blive overtalt til at blive siddende.