Jeg arbejder videre med mit bevægelses projekt. Min vejleder synes det var interessant at jeg havde opdaget hvor stor betydning af størrelsen på rummet havde på mig og min motivation end på børnene. Jeg synes det var en god erfaring for mig, idet i dette tilfælde med denne børnegruppe syntes ingen betydning at havde for deres motivation. Men hun forslog at dog at jeg fik mulighed for at bruge et større rum næste gang samt at afprøve legen udenfor.

Næste gang jeg skulle udføre legen med børn fra afdelingen, så havde den pædagogiske leder fra min stue sørgede for at reservere et større rum, nemlig gym-rummet. Jeg lod dem kom ind og satte ikke legen i gang med det samme, da jeg mener det er en god ide at de får en fornemmelse af rummet og dets størrelse først. Ydermere var der også nogle andre derinde på forhånd, som nok ikke havde se seddelen omkring at vi havde booket rummet om formiddagen. Denne gang da jeg skulle sætte legen (”Alle mine kyllinger kom”) igang med børnene, så havde jeg mere tiltro til at det kunne lykkedes. Dog kunne jeg mærke at jeg er lidt hæmmet af at jeg har den pædagogiske leder fra min afdeling med, da jeg ved han har større erfaring med den slags projekter med disse børn og han kender dem godt. Men tvang mig selv til at prøve at glemme det faktum at han var tilstede i rummet. Legen forløb godt. Efter legen satte vi os alle ned på gulvet i en kreds og jeg sprugte hvad de synes om legen, om det havde været sjovt. En af pigerne sagde det havde ikke været sjovt! Nå, sagde jeg hvorfor ikke da? Hun forklarede det ikke havde været sjovt fordi nu måtte vi stoppe. Så det viste sig at hun havde haft det sjovt, men var ked af at vi måtte ned på afdelingen da vi skulle spise frokost.

Næste gang jeg havde mulighed for at lege ”Alle mine kyllinger kom” var udenfor. Det udeområdet ligger et lille gå stykke væk fra børnehaven. Det bliver kaldet ”Havet” da de fast legeredskaber er skibe og der er lavet fire aflange pukler i asfalt, som tit i børnenes fantasi bliver til hvaler eller hajer eller andre sømonstere. Denne gang havde jeg assistenten fra min stue med. Jeg havde de større børn med fra førskole gruppen. Jeg lod dem på  løbe lidt rundt legepladsen først og så kaldte jeg på dem. Det var lidt vanskeligt at samle dem og få dem til at sidde på en bænk sådan at jeg kunne forklare dem hvad der skulle ske. Der var god plads til at udføre legen og området på legepladsen, som jeg udvalgte til legen var asfalteret udentagen en lille del hvor der lå små sten. Jeg var kylling sammen med børnene da jeg tænkte at en af børnene godt kunne være ræven alene indtil en til blev fanget. Jeg sørgede for både at opmuntre både kyllingerne ved at fortælle dem hvor godt det var når de undslap rævene og rævene når de fangede nogle kyllinger. Efter jeg selv blev fanget af rævene siger laver vi gerne de samme lyde som de bruger i sangen ”What does the fox says”. Det syntes de er morsomt. Da en af pigerne blev taget begyndte hun at græde, da hun ikke ville være ræv, men ville være kylling hele tiden. Jeg forklarede hende at sådan var reglerne at når man blev fanget så blev man ræv. Så blev hun sur og sagde at hvis ikke hun kunne blive ved med at være kylling aå ville hun ikke være med. Jeg sagde det var i orden at hun ikke behøvede at være med så. Men så ændrede hun mening, måske fordi hun mærkede at jeg ikke lavede om på reglerne for hendes skyld. Hun blev hurtigt i godt humør igen og deltog i legen. Efter den gennemførelse kan mærke at jeg begynder at vænne mig til min rolle, som værende den som skal planlægge og igangsætte forskellige aktiviteter.

Dagen bød der sig en lejlighed til at kunne udføre legen igen dog meget improviseret. Børnene blev delt op i grupper. Jeg og en af assistenterne fik en gruppe børn og vi besluttede os for at gå på gym-rummet. Efter vi havde været der et lille stykke tid, så kom en pige hen til mig og sprugte om vi ikke kunne lege ”Alle mine kyllinger kom”? Selvfølgelig og fik samlet alle børnene og fortalt dem at vi skulle lege alle mine kyllinger kom. Den assistent som overtog legen da han ikke vidst at det er leg som børnene har leget hvor det er mig som sætter den igang. Men ellers gik fint. Bagefter kom den samme pige i tanke om ”Kongens efterfølger” som jeg havdde leget allerførste gang jeg skulle afprøve mit bevægelses projekt med børnene. Hun henvendte sig til mig igen og jeg samlede børnene og forklarede dem hvad det ud på. Så vi stillede op på en række og efterlignede den som stod foran. Assistenten forsøgte at komme med sin definision af legen, så han ville lege fut-tog, når børnene nu stod på en række. Men det ville børnene ikke syntes det var sjovt at efterligne hinanden. Jeg sørgede for at alle fik prøvet.

Tilsidst tog jeg nogle tre kantede og runde plader frem og lade på gulvet. Disse plader har forskellige overflade. Jeg lade dem i en halv cirkel, og så skulle børnene hoppe fra plade til plade unden at måtte røre gulvet. Jeg deltog selv og lagde mærke til at der var især en dreng som var meget koncentreret, men syntes det var svært. Så han rykkede dem helt tæt på hinanden. Det lagde jeg mærke til men rykkede dem fra hinanden igen, så han fik en større udfordring. Han fortsatte og var stadig helt optaget af at hoppe fra plade til plade. Det så ud til at han ikke lagde mærke til noget somhelst som skete omkring ham.

Jeg blev virkelig glad for pigen henvendte sig til mig for hun viste at jeg kendte legen og kunne sætte dem igang. Det var dog en forhindring at have assistenten med da han nok uden at vide det vile definere begge lege og ikke gav mig rum for at styre det. Den var en god erfaring alligevel for jeg mærkede at jeg ikke trak mig tilbage og overlod det hele til ham. Det ville jeg måske havde gjordt hvis jeg ikke havde samlede mig erfaring fra de forgående gange, som viser at jeg kan igangsætte legene med børnene. Det har gjordt mig mere ivrig for at få mere erfaring med min rolle som igangsætter af pædagogiske aktiviteter.